
Taler om at være et voksent #bodegabarn og følgerne deraf. Foredrag og en smule skriblerier om samme.
Denmark
Joined May 2009
- Tweets38.3K
- Following895
- Followers4.4K
- Likes19.5K
Aarhusginger👩🏻🦰 retweeted
Jeg har de seneste dage set "Hitlers Håndlangere" på DR. Et fremragende indblik i hvordan voksne mænd kæmpede om førerens gunst og dermed muliggjorde historiens mest systematiske folkemord.
Serien tegner også et præcist portræt af en bestemt type menneske. Han har ikke haft succes i livet, men er urokkeligt overbevist om sine egne talenter og må derfor konkludere at fejlen ligger hos omverdenen. Den type har altid brug for en fjende. For skylden kan umuligt være hans egen.
Den type har vi nu i Folketinget.
Jacob Harris, en omvandrende fiasko, løgner og svindler, forklarer i en podcast at det "jo ikke var Hitler der startede 2. verdenskrig". Det var jøderne. Ifølge Harris står de samme jøder bag krigen i Ukraine, hvor Zelensky er "nem at styre" på grund af sine "jødiske aner".
Putin er ikke en del af “eliten”. Trump er "den sidste frihedskæmper". Hvor herre bevares!
Hitler var et lille menneske. Ligeså var hans håndlangere. Det er Putin, Trump og Harris også. Forskellen er at de tre første har begavede mennesker omkring sig, der kunne omsætte deres krænkethed til magt.
Harris har hverken begavelsen eller en stor gruppe små mennesker omkring sig, der evner at omsætte hans forskruede sind til politik eller magt. Heldigvis!
Det gør ham ikke ufarlig. Vi har et ansvar for aldrig igen at give små mennesker indflydelse. Vi skal ikke tie ham ihjel. Vi skal udstille hvor ynkeligt og lille et menneske han er.
Fy for satan!
#dkpol
ekstrabladet.dk/nyheder/poli…
Skal vi ikke snart have priskrig på smør?
Min fryser er tom, og jeg bliver lidt bisset over at skulle betale 25,- for en pakke smør 😂😂
61
95
13,732
Jeg har mistet to veninder i år. Begge lærte jeg at kende, da X var Twitter og noget vi tog ud i virkeligheden.
De var begge en del af nogle fællesskaber, som jeg også kom i. Og begge blev mennesker jeg begyndte at se udover fællesskaberne. Ikke som tætte veninder, men som den slags veninde man altid kunne ringe til for en snak, en tur i det blå eller et glas vin.
Den ene var vi alle forberedt på, ikke ville være her så længe som os andre. Den anden døde for et par dage siden. Efter kort sygdom. Nådigt for hende. Ufatteligt for os, der står tilbage.
Jeg har manglet ord. For den sorg der har ramt mig. Og den dødelighed jeg pludselig synes kommer så tæt på.
Husk at sige til dine mennesker, at du elsker dem. Måske er det for sent i morgen.
Kan man faktisk lærer at lade alle tankerne være, når man er vokset op i en voldsom barndom?
Det taler jeg med @MetaPiaC , i dette afsnit af #Bodegabarn.
Du kan lytte med, der hvor du lytter til din podcast.
podcasts.apple.com/dk/podcas…
For et år siden lavede jeg et opslag på Facebook “Vil du med mig ud at spise”.
Min tanke var, at der måske ville være 5-6 stk der havde lyst, og så var alt godt.
Jeg savnede nærværende samtaler mellem mennesker. Ikke sådan nogle der handlede om hvilket job vi har og hvilken status i samfundet. Men om noget det virkelig optager os (jeg erkender, at jobbet kan være netop sådan)
Efter et døgn, havde jeg modtaget 200 mails, fra primært kvinder, der gerne ville med. De næste dage brugte jeg på at organisere, finde restaurant og sende mails rundt.
Vi var 28 kvinder og 2 mænd. Det var en KÆMPE succes. Samtalerne og grinende fløj over bordene og alle var så glade. Så jeg gjorde det igen, og igen og igen.
I dag er næsten 1000 mennesker tilmeldt mit nyhedsbrev, og i aftes var vi ude at spise igen. Her er efterhånden altid gengangere med, og i går var der to kvinder med, der hver især også var med den allerførste gang.
“Jeg husker fornemmelse af varme i kinderne og kroppen da jeg gik hjem. Det var sådan en dejlig aften, så det havde jeg lyst til at opleve igen” sagde den ene af dem til mig i aftes.
Jeg går altid selv hjem aldeles beriget af gode og berigende samtalerne.
Og det der for et år siden føltes grænseoverskridende, er i dag fyldt med forventnings glæde over endnu engang at skulle mødes med 30 nye mennesker.
Nogle gange skal vi bare lukke øjnene og turde at tage springet.
Der er udsolgt d. 18. nov, men nye datoer er på vej. 😉
#byentilbords
🤖 Made with AI
Det er fedt at skrive bog! Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget jeg nyder processen og arbejdet med alle detaljerne.
MEN!! Man bliver altså ikke millionær af at være amatørforfatter, og så er det også en lidt ensom affære.
SÅ; jeg smider lige mig selv ind på jobmarkedet igen – til alt fra nogle timer om ugen til fuld tid.
Mangler du mig?
Jeg har en ret bred værktøjskasse: ledelse, salg, salgspsykologi, forretningsudvikling, projektledelse og det at få mennesker, drift og struktur til at spille sammen.
Og så har en stor del af mit arbejdsliv faktisk bevæget sig inden for det felt, der handler om, hvordan vi bor og lever: byggeri, inventar, isenkram, møbler … Mangler jeg noget? ;)
Jeg drømmer om et job med højt til loftet. Et sted, hvor jeg kan bruge mine evner inden for salg og/eller ledelse, min store fornemmelse for mennesker og min trang til at få ting til at ske.
Det behøver ikke nødvendigvis ligne det, jeg har lavet før. Det vigtigste er, at opgaven er spændende, menneskerne gode, og at der er plads til både ansvar, tempo og idéer.
Så: Mangler du mig – eller kender du nogen, der gør?
Skal vi ses på @bogforum i weekenden?
Min bog, #bodegabarn udkommer på @forlagetpeoplespress til foråret, og jeg har derfor fået en billet til årets største bogbegivenhed.
Er du også på @bogforum og skal vi ses? En hurtig kaffe; eller en længere snak? Jeg er åben for forslag, og håber at vi ses 🙏🏻
9
420
Der er nyt afsnit af podcasten #Bodegabarn ude nu.
Kristian tager mig en tur rundt i Barndommens Gade. Jeg har ikke været der i 30 år, og havde ret ondt i maven inden vi mødtes.
Det viste sig at blive en god tur, hvor vi talte om de skæbner vi mødte i vores barndom, om det at have forældre der var alkoholikere, men på hver deres måde, men også om alle de gode ting der var ved at vokse op i socialt boligbyggeri, hvor der altid var nogen at lege med.
Lyt med, der hvor du lytter til din podcast.
#bodegabarn
1
13
739
Barndom uden vold er kommet med en rapport i dag, der belyser hvilke økonomiske konsekvenser fysisk og psykisk vold i hjemmet har for samfundet. Det er voldsom læsning!
Hver 6. barn oplever vold i hjemmet. Av mit lille hjerte!!!
Som jeg læser mig frem, stopper mine øjne; “28% af danskerne, mener det er familiens eget ansvar, hvis der er vold i hjemmet.”
Kl. er 00:22 herhjemme, men jeg har lyst til at rejse mig op og skrige … Hvad fanden!? Hvad sker der?!
Hvordan kan hver 4. dansker mene, at det er familiens eget ansvar, hvis der er vold i hjemme??
Altså det forklarer jo det vi normalt ville kalde “berøringsangst”, når vi taler om at vi ikke siger noget, når naboen drikker eller slår sine børn. (Den psykiske vold kan være noget sværere at få øje på)
Vi er ikke berøringsangste. Vi er pisse ligeglade?!?
Jeg har længe talt om, at vi skal blive langt bedre til at fortælle i folkeskolen, hvor man kan få hjælp, hvis det derhjemme ikke er rart. Hvad der sker, hvis man sladrer om sin mor eller far. Afdramatisere det, så det føles trygt at henvende sig.
Rapporten bekræfter mig i den grad i dette. Vi bliver nødt til at klæde børnene på. Fordi 28% af danskerne er åbenbart ligeglade og gør ikke noget 🤯
Du kan læse med her, hvis dit blodtryk er mere stabilt end mit; barndomudenvold.dk/prisenpaa…
#bodegabarn
Jeg læste Rikke Sands indlæg om AI og opsigelser, og det slog mig, hvor mærkeligt vi egentlig står lige nu.
For mens virksomhederne er i gang med at finde ud af, hvilke opgaver der om få år kræver færre mennesker, hvilke kompetencer der pludselig bliver mere værd, og hvad der sker, når én medarbejder med de rigtige værktøjer kan løse noget, der tidligere krævede tre, så har vi herhjemme travlt med at diskutere, hvordan vi får børnene væk fra skærmene og tilbage til papir, bøger og blyanter.
Og jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke, om vi er ved at løse det forkerte problem.
For selvfølgelig skal børn kunne læse. De skal kunne koncentrere sig, regne uden en maskine og formulere en tanke, der ikke er blevet serveret for dem. Jeg har selv været lærer, så jeg har ingen romantisk forestilling om, at en mobiltelefon på bordet nødvendigvis gør undervisningen bedre.
Men derfra og så til at gøre det analoge til svaret på den digitale udvikling er der altså et stykke.
Verden går ikke tilbage til papir og blyant, bare fordi vi beslutter, at det ser pænere ud i et klasselokale.
Jeg har brugt AI, siden det for alvor blev tilgængeligt, og efterhånden er det bare blevet en del af min måde at arbejde på.
Jeg bruger det til at lave de første grove udkast til nyhedsbreve, til at skabe overblik over økonomi, til research, til at få sorteret en bunke tanker, jeg ellers skulle bruge en halv dag på at få styr på, og ikke mindst som sparringspartner, når jeg sidder med en opgave og gerne vil have nogen til at prikke hul på min egen logik.
Jeg bruger det også til alt det kedelige mellem arbejde og arbejde. Struktur. Sammenfatninger. At finde huller. At vende en idé på hovedet. At få et andet bud, før jeg beslutter mig.
Og nej, det betyder ikke, at jeg har afleveret min hjerne ved indgangen.
Tværtimod har jeg efterhånden brugt ret meget tid på at lære min AI, hvordan jeg arbejder, hvad den må hjælpe mig med, hvad den ikke skal blande sig i, og hvornår dens svar er så glatte og pæne, at jeg får lyst til at smide hele teksten ud.
Det interessante er jo netop, at man bliver bedre til at bruge AI, jo bedre man selv er til det, man beder den om hjælp til.
Hvis man ikke kan skrive, er det sværere at opdage en dårlig tekst.
Hvis man ikke ved noget om økonomi, er det sværere at opdage en dum beregning.
Hvis man ikke kan tænke kritisk, er et meget overbevisende forkert svar pludselig ret farligt.
Og lige dér synes jeg, vi har fat i noget, som er langt vigtigere end diskussionen om, hvorvidt børn skal skrive mere i hånden.
For hvad nu hvis opgaven faktisk ikke er at skærme dem fra teknologien?
Hvad nu hvis opgaven er at gøre dem så dygtige, at teknologien ikke gør dem dummere?
At lære dem, hvad AI kan bruges til, hvordan man undersøger om et svar er rigtigt, hvordan man arbejder videre med noget, i stedet for bare at kopiere det, og hvordan man bruger et værktøj uden at overlade tænkningen til det.
Det ville jeg langt hellere se os være ambitiøse på.
For vi kan sagtens ende med at få roligere klasselokaler ved at tage telefonerne fra børnene. Det kan ovenikøbet være en rigtig god idé.
Men det må ikke blive vores digitale strategi.
For mens vi diskuterer skærmtid, står resten af verden ikke stille og venter på, at vi finder blyanterne frem.
Og jeg synes faktisk, der er en reel risiko for, at vi om nogle år opdager, at vi var så optagede af at beskytte børn og unge mod den digitale verden, at vi glemte at lære dem at være gode i den.
Det er sådan, man ender som digitalt uland.
Jeg har kendt Kristian siden jeg var fire år.
Vi voksede op i samme bebyggelse, og gik i parallelklasse i hele folkeskolen.
Det var Kristian jeg løb hen til, når det derhjemme var for voldsomt. Vi talte aldrig om det der foregik derhjemme.
Til gengæld legede vi med biler i sandkassen, og senere spillede vi tennis og løb på rulleskøjter gennem byen.
Kristians far var en glad alkoholiker. Jo flere øl, jo større blev hans verden. Til gengæld kunne man ikke stole på ham.
Som voksne har vi haft sporadisk kontakt, du ved, den der slags man har på facebook. Man følger med, kommenterer, og ikke så meget andet end det.
En dag i august skrev Kristian til mig; "Hvornår har du sidst været i Gyvelparken?"
Mit korte svar var "1997"
Jeg hader det sted, og forbinder det med alt det en barndom ikke skal indeholde.
Kristian inviterede mig på en tur i Barndommens Gade. Efter lidt betænkning sagde jeg ja.
Det var en solskinsdag. Sådan som jeg husker de gode dage der i Gyvelparken. Vi talte om alle de forfærdelige skæbner vores barndom var fyldt med, og så talte vi om alt det gode vores barndom også var.
Vi var mange børn. Børn der aldrig talte om hvad der skete derhjemme, men som altid var der. Vi legede. Og kunne for en stund glemme det der skete derhjemme. Lyt med, hvor Kristian tager mig med ned af Barndommens Gade.
Tak for turen og for omsorgen Kristian 🙏🏻🩵 Du lytter, hvor du normalt lytter til din podcast. #bodegabarn
podcasts.apple.com/dk/podcas…
Nogle gange er det at være #bodegabarn ikke bare en dans på mønsterbrydernes grav. Det er hårdt arbejde. Altid at skulle kikke indad. Altid at skulle analysere, styre tankerne, mærke alle verdens ulykkeligheder. Volumenknappen hos bodegabarnet er skruet op på ti, og det føles helt skørt at stå midt i.
Jeg er priviligeret. Jeg kan skrive en bog. Tage i sommerhus i en uge. Starte netværksmiddagene op igen. Min wingman sørger for alt det praktiske med hjemmeside og systemer.
Min amygdala (reptilhjernen) er så vant til at scanne for farer og reagerer på dem, at det er blevet en automatreaktion hos mig. Problemet er, at den tror min kæreste er min fjende.
“Men så hold dog op med det” tænker nogen. Ja tak! Hvornår kan du leverer? For sådan fungerer en hjerne der er trænet i kamp fra spædbarn ikke. Den akkumulerer farerne, når den ikke får øje på dem med det samme. “De må jo bare være bedre skjult”
Jeg er aldeles livsduelig på alle andre områder i livet. Jeg bekymrer mig ikke. Jeg er ikke bange. Jeg føler tillid - nogle gange for meget - til andre mennesker.
Ham jeg deler liv med, har min hjerne gjort til min fjende. Mit hjerte har besluttet at det elsker ham. Mere end jeg har elsket noget andet voksent menneske.
Så jeg er i kamp med mig selv 24/7 og jeg er ærlig talt lidt slidt. Jeg går i metakognitiv terapi.
“Du skal øve dig på, at lade tankerne være. Ikke reagerer på frygten” Jeg får lyst til at flå øjnene ud på hende (eller altså, måske knap så voldsomt, men jeg tror du forstår niveauet af frustration nu) For HVORDAN?! Jeg råber det næsten ud i terapilokalet.
“Jeg er ret overbevist om at du godt kan. Slippe kontrollen. Du har sluppet det i andre områder i livet. Du ved godt hvordan”
Provokerende!!! Og måske sandt?!
Så nu har jeg sagt det højt til dig lige her. Ligesom når man siger man er på slankekur. Det forpligter også. Spørg mig om en uge, hvordan det går. Jeg vil hade at skulle svare, at jeg ikke har styr på mig selv!!
Holder du mig op på det? ❤️
Det er blevet efterår, og jeg savner altså de her vidunderlige middage, hvor jeg samler 30 kvinder til samtale og dejlig mad.
Jeg har lagt den første middag op nu. Vi skal på Clementine i Århus og spise dejlig mad. Vi starter selvfølgelig med velkomstbobler. Vi har i den grad noget at fejre!
Mit netværk handler ikke om hvad vi laver, eller hvilken uddannelse vi har, Det handler om de gode samtaler. Dem man kan mærke i maven, når man går hjem, dem der handler om levet liv og gode oplevelser.
Vi skifter plads to gange undervejs, så vi når at tale med så mange som muligt.
Det plejer at være vildt hyggeligt, og ofte er det aftener, hvor ingen har lyst til at gå hjem, og hvor smilene følger en længe efter, at vi har sagt "Tak for i aften"
Vi er næsten 1000 tilmeldte til netværket, så det er først til mølle!
Husk, du er først tilmeldt, når du har overført din betaling for middagen.
Vil du med?
byentilbords.dk/18november/
1
22
829
Jeg synes, der er noget, der mangler i den samtale om alkohol, vi har lige nu.
Og måske overser jeg noget.
For der bliver talt rigtig meget om børn af alkoholikere og om pårørende. @TUBAdanmark gør det, @Alkohol_Samfund gør det, DR har lige gjort det med En barndom fuld af druk, og det giver selvfølgelig mening. Jeg er selv vokset op med to alkoholiske forældre, så jeg skal være den sidste til at argumentere imod, at vi endelig interesserer os for, hvad det gør ved børn at vokse op på den måde.
Men hvorfor taler vi så lidt om alkoholikerne?
Jeg mener ikke behandlingstilbuddene. Jeg ved godt, de findes. Jeg mener den almindelige offentlige samtale. Den samtale, der gør, at vi som samfund begynder at opfatte noget som et problem, vi faktisk har tænkt os at gøre noget ved.
Når jeg læser og hører om alkohol for tiden, synes jeg meget ofte, historien begynder, når alkoholikeren allerede findes. Far drikker, mor drikker, og nu skal vi sørge for, at børnene bliver set, at partneren får hjælp, og at de voksne børn kan få bearbejdet det, de har været igennem.
Men min mor blev jo ikke født alkoholiker. Det gjorde min far heller ikke.
Der må have været et tidspunkt, hvor de bare drak. Et tidspunkt, hvor de begyndte at drikke for meget. Et tidspunkt, hvor nogen omkring dem måske begyndte at tænke, at det var blevet lige lovlig meget. Og så alle de år, hvor det var ret tydeligt for alle, men hvor de stadig ikke fik hjælp.
Mennesker, der kommer i alkoholbehandling, har i gennemsnit haft et overforbrug i omkring 11 år, inden de søger behandling.
11 år!!
Det er jo nærmest en barndom.
Og så bliver jeg simpelthen nysgerrig på, hvad fanden vi laver i de 11 år?
For vi har bygget et samfund, hvor det er utrolig nemt at begynde at drikke og tilsyneladende utrolig svært at sige højt, når man ikke længere kan styre det. Alkohol er med, når vi fejrer, når vi sørger, når vi går på weekend, når vi holder ferie, når vi mødes med kolleger, når vi ser fodbold, og når vi skal lære hinanden at kende. Vi giver hinanden vin i værtindegave og spørger gravide, om de “ikke engang skal have et enkelt glas”. Og hvis nogen pludselig holder op med at drikke, kan de nærmest blive nødt til at aflægge rapport om hvorfor.
Det er ikke et argument for, at ingen må drikke. Det ville også være temmelig hyklerisk fra min side.
Men det undrer mig, at vi kan have så meget fokus på konsekvenserne af alkohol og samtidig være så forsigtige med at diskutere selve alkoholen.
Og måske hænger det sammen.
For det er nemmere at være enige om, at et barn af en alkoholiker skal have hjælp, end det er at begynde at diskutere vores egen alkoholkultur. Barnet kræver ikke noget af os. Vi kan hjælpe barnet og stadig gå til fredagsbar bagefter.
Hvis vi derimod begynder at spørge, hvorfor så mange mennesker udvikler alkoholproblemer, hvorfor der går så mange år, før de kommer i behandling, og om der er noget ved den måde, vi har indrettet os omkring alkohol på, som gør det sværere at opdage, hvornår almindeligt forbrug bliver til noget andet, så bliver samtalen pludselig lidt mere besværlig.
Selvfølgelig skulle nogen have set mig og min søster. Selvfølgelig skulle vi have haft hjælp.
Det bedste nogen kunne have gjort for os, havde været at hjælpe vores mor og far, længe før det blev nødvendigt at hjælpe os med konsekvenserne.
Jeg ved ikke, hvordan vi gør det. Og jeg ved heller ikke, om svaret er behandling, forebyggelse, priser, reklamer, vores alkoholkultur eller en blanding af det hele.
Men jeg synes, det er mærkeligt, at spørgsmålet ikke fylder mere.
Hvis der i gennemsnit går 11 år, før et menneske med et alkoholoverforbrug kommer i behandling, så er der i hvert fald et ret stort stykke af historien, vi ikke taler særlig meget om.
Og i de 11 år står der ofte nogle børn og venter.
#bodegabarn
5
37
1,518







